»Det siges, at Fidel er død!«, står der i en sms, jeg lige har modtaget. Klokken er lidt over midnat natten mellem 25. og 26. november.
Jeg ligger i min seng på et pensionat i byen Bayamo i en af Cubas østlige provinser, cirka 700 km fra Havana. Luften er tung og fugtig. Og fordi jeg har svært ved at sove, har jeg impulsivt rakt hånden ud efter min mobil på natbordet. Men jeg havde ikke lige regnet med, at dette skulle være dagens nyhed ...
Ingen udsigt til ny revolution på Cuba efter Castros dødNu bliver det rigtig svært at sove. Men jeg døser dog lidt hen igen, indtil hanegal og støj fra en vågnende by finder vej ind ad vinduerne. En gadesælger passerer huset ude på gaden. Hans stemme er rusten, men gennemtrængende:
»Brøøøød! Brøøøød!« – råber han. Og så: »Har I hørt nyheden? Brøøøød! Brøøød!«.
Jeg kan ikke sove mere. Det her er rigtigt. Han er død! I pensionatets spisesal og dagligstue kører fjernsynet allerede med mindeudsendelser og reportager fra gaden i Havana. Vores værtinde, Ludmilla Rodriguez, sidder i en gyngestol og følger udsendelserne med et lidt apatisk blik:
»Alle har deres tid – og det var altså hans. Men han var geni«, konstaterer hun lakonisk.
Vi er to teatergrupper på turné i Cuba – Dansk Rakkerpak og Teater Baglandet – og nu står eller sidder de fleste teaterfolk foran tv’et med morgenhår, morgenøjne og krøllet svedigt tøj. Det er en lidt uvirkelig situation, og der breder sig hurtigt en stemning af usikkerhed. Hvad sker der nu? På sigt? Men også i de nærmeste dage? Kan vi mon fortsætte vores turné, der indtil videre har varet ti dage.
Ni dages landesorg
Så toner Cubas nuværende leder, Fidel Castros lillebror Raúl Castro, frem på skærmen og holder en efter cubanske forhold meget kort tale. Han annoncerer dødsfaldet officielt og deklarerer ni dages landesorg i landet. Han sidder, som traditionen byder i Cuba, iklædt kampuniform, og han afslutter sin tale med et »hasta la victoria siempre (vi kæmper for evig sejr, red.)!«.
Han udtaler de sidste ord højt og med dirrende stemme. Det er ikke bare noget, man siger her på Cuba. De mener det faktisk.
Fidel Castros søster i Miami holder sig væk fra begravelseNi dages landesorg. Medierne går i selvsving. På alle tv-kanaler og i radioen. Imens virker det, som om landet går i stå. Få minutter senere indløber nyheden om, at alle former for offentlige kulturaktiviteter er forbudt, mens landet sørger. Ingen koncerter eller teaterforestillinger må gennemføres de næste ni dage.
Vi kigger på hinanden. Vores turné er faktisk lige blevet aflyst. Vi har ellers været på farten i adskillige dage, og forhindringer har der været nok af. Men de er altid blevet løst. Men én ting er leveringsproblemer af scenografi, benzinmangel og uforudsigelige strømafbrydelser. En anden ting er en landsfaders død.
Gråvejr, aflysninger og sorg
Vi bevæger os igennem byen. Gaderne og øde og støvede. Der er – efter cubanske forhold – meget stille. Himlen er undtagelsesvis overskyet. Men varmen trænger sig stadig på. I de smalle gader flager det cubanske flag på halv – i mange tilfælde forsynet med sorte sørgevimpler over og under selve flaget.
Lidt senere på dagen har vi et møde på et lokalt teater i byen. Stemningen er trykket. Den mangeårige leder af Teatro Andante, Fife González, der har brugt mere end to år på at forberede vores besøg i byen, meddeler os, at alt er aflyst, og at det trykte program, han holder i hånden, ikke kan gennemføres:
»I er ankommet til vores by samtidig med den mest triste nyhed, vi har modtaget i mange år«, siger han lavmælt.
OBAMA:
Obama: Historien vil dømme Castros indflydelse på verdenJeg falder i snak med Danay Anaya, der er skuespiller på samme teater. Fidels død har selvfølgelig påvirket hende:
»Men han har trods alt været ude af det politiske liv i næsten ti år, og hvis det her var sket for ti år siden, så tror jeg, at det ville have påvirket mig en del mere. Så ville jeg nok have grædt. Men i dag er det anderledes for mig«.
Ved siden af Danay sidder Lisbet González, danser og skuespiller på Teatro Tiempo i Bayamo. I hende rører der sig helt andre følelser:
»Jeg er dybt berørt. Fidel var som min anden far, og da jeg hørte, han var død, troede jeg først ikke på det. Da dødsfaldet blev bekræftet, havde jeg kun én tanke i hovedet: Jeg ville give ham et kram. Som en datter, der krammer sin far. Jeg ved, at rigtig mange har det præcis som mig «.
Ikke kun en mand, men en idé
Lisbet sidder lidt og kigger frem for sig – og da hun taler igen, må jeg anstrenge mig for at høre, hvad hun siger:
»Ja, jeg har mistet et familiemedlem. Jeg følte mig tæt forbundet med ham. Vi delte stjernetegn. Vi er begge Løver. Men når alt det er sagt, så må du huske på, at Fidel for mange cubanere faktisk ikke kun er en mand. Fidel er en idé«.
Statsledere kan dø – også på Cuba – men deres ideer kan også leve videre i det folk, som han har stået i spidsen for i over en generation. En epoke er slut.
Tilbage på teatret lyder der pludselig dæmpet musik fra et baglokale. Tre lokale musikere og to danske kolleger har kastet sig over instrumenterne. Vi er trods alt på Cuba, og der er ikke langt fra sorg til glæde. Livet går videre. Men musikken må helst ikke kunne høres ud på gaden på grund af den deklarerede landesorg.
Cuba tørlagt ... næsten
Ud på eftermiddagen går det op for mig, at landesorgen også indebærer andet end forbud mod gennemførelse af teater- og musikarrangementer. Efter dekret er al udskænkning og salg af alkohol nu også blevet forbudt. Dette sender i første omgang en svag chokbølge gennem vores lille gruppe af teaterfolk. Cuba som en tørlagt ø!
Om aftenen finder vi alligevel en bar, hvor tjeneren – dog med et nanosekunds tøven – indvilger i at servere et glas rom for os. Da vi lidt senere beder om endnu en omgang, har piben dog fået en anden lyd:
»Ikke mere nu. NU er der landesorg – også i denne bar«, siger han med alvorlig mine.
Kristian Jensen: Fidels død kan løsne benhård diktaturstatVi må hjem til pensionatet. Ud fra husene strømmer lyden af Fidel Castros stemme. Utallige uddrag af hans mange taler kører i en nærmest uendelig båndsløjfe på den nationale tv-kanal, som alle synes at følge netop denne aften. Lige med undtagelse af fire modne herrer, der sidder ved et gammelt bord i skæret fra en gadelampe og spiller domino. Den karakteristiske lyd, når brikkerne smækkes i bordet, giver genlyd mellem husmurene: klak, klak ... klak.
fortsæt med at læse
