På Karl Marx-gaden ligger Cannonball, et hyggeligt brasserie med levende rockmusik i weekenden. På Rosa Luxemburg-gaden finder man en Gucci-butik. Røde Hær-gaden lokker med natklubberne Chili og DutyFree samt en fransk hipstercafé med blød jazz. Jekaterinburgs førende stripklub, ’911’, ligger på 1. maj-gaden.
Fra Proletargaden går en flok små skoleelever og deres lærere op mod Blodskirken, som blev indviet i 2003 på det sted, hvor tsar Nikolaj II og hans familie blev myrdet af kommunisterne i 1918. For enden af samme gade – hvor den munder ud i Dsersjinskij-gaden opkaldt efter grundlæggeren af Sovjetunionens hemmelige politi – ligger en biograf med den nye Star Wars-film og Disney-animationen Moana på programmet.




























