USA’s kommende præsident vil ikke bare vinde. Han tryner sine modstandere. Allerede som barn lærte Donald Trump at være en 'killer' - en 'dræber’.
I de kommende år vil hele verden forsøge at forudsige, hvad præsident Trump mon har tænkt sig at gøre. Mange med en dyb frygt, andre med fryd, men alle med usikkerhed. For ikke bare har den tidligere byggematador og reality-stjerne omskrevet alle gængse politiske spilleregler. Manden, der påstår at tale lige ud af posen, har altid, uden spor af skam, sagt usædvanlig mange ting, der enten er overdrivelser eller decideret løgn.
Studerer man den 70-årige Trumps bemærkelsesværdige liv, løber der en rød tråd, der kan give et fingerpeg om, hvad der venter.
I 5 afsnit fortæller Politiken historien om skoledrengen, entreprenøren, playboyen, forretningsmanden og politikeren Donald Trump. I alle sine hidtidige inkarnationer har han opdelt verden i 2. Ikke i rigtigt og forkert, men i de snu og aggressive mod de dumme og naive. De stærke vindere, der udnytter smuthullerne i systemet, mod de patetiske tabere.
