Rygvinden forekommer enorm, når lederne af de fremstormende højrenationale partier i Europa i dag samles til deres første såkaldte »mod-topmøde« i Koblenz i Tysklland med det erklærede formål at »gøre vores lande ’great’ igen«. Med et naturligvis fuldt bevidst lånt ord fra Donald Trumps succesrige valgkampagne i USA.
Ifølge Washington Post i går vil Stephen Bannon, chefstrateg for den nye præsident i USA, netop sikre et tættere samarbejde med de højernationale partier i Europa.
Til Koblenz i nærheden af Bonn ankommer lederen af Alternative für Deutschland, AfD, Frauke Petry, som værtinde for politiske venner som eksempelvis den franske præsidentkandidat Marine le Pen, Front National, Geert Wilders, leder af det største parti i Holland pt, Frihedspartiet og Matteo Salvini fra Lega Nord i Italien.
Sammenkomsten er arrangeret af grupperingen Europe of Nations and Freedom (ENF), som repræsenterer mange af de tilstedeværende partier i Eurpa Parlamentet. Formålet er ifølge Marine le Pens rådgiver, Ludovic de Danne, der er den eneste, som har udtalt sig om mødet, at »befri os for EU’s spændetrøje og globaliseringen«, som han siger til telegrambureauet AFD.
