Hvis det står til integrationsminister Inger Støjberg (V) og et flertal i Folketinget, skal den midlertidige danske grænsekontrol fortsætte på ubestemt tid. Eller i hvert fald indtil der kommer bedre styr på strømmen af asylansøgere ved Europas ydre grænser.
Men nu nærmer sig tidspunktet, hvor EU’s regler om fri bevægelighed ikke åbner flere muligheder for at forlænge grænsekontrollen, der har eksisteret i foreløbig et år. Foruden Danmark har Tyskland, Østrig, Sverige og Norge fået lov til at indføre midlertidig kontrol ved grænsen.




























