Grupper af afghanske flygtninge er trukket sammen omkring et bål af brændende jernbanesveller. En kvælende røg siver op og lægger sig som en tæt tåge over deres hoveder, fordi den ikke kan komme ud af den lagerbygning, de selv har omdannet til flygtningelejr. Udenfor falder temperaturen ned til minus 12 også om dagen, og kulden presser sig ind gennem knuste ruder og store rulleporte, der må holdes åbne for bare at lufte lidt ud.
Alligevel river og stinker røgen, og de mange, der hoster, gør det helt nede fra bunden af lungerne.
Svellerne er imprægnerede til at holde årtier på de jugoslaviske jernbaner og er i deres levetid blevet klattet til med olie, benzin og andre kemikalier, der nu futter af i sundhedsskadelige mængder.
I hallernes mørke og os er det næsten ikke til at se, men ud fra væggene ligger mennesker og sover rullet ind i tæpper udleveret af nødhjælpsorganisationer. Man skal passe på ikke at træde på dem, og de skal passe på ikke at få fnat og lus, der trives i snavs og tøj, man deler.
