Under et officielt besøg fra den israelske regeringschef, Benjamin Netanyahu, lovede Donald Trump onsdag en fælles indsats for at bringe de to parter tættere på hinanden og foreslog at inddrage en række arabiske lande i processen. Han sagde også, at han er fleksibel med hensyn til, at hvordan en aftale kommer til at se ud, og at han ikke vil lade sig binde af tidligere tiders fastlåste synspunkter.
»Jeg kigger både på løsninger med en stat og med to stater«, sagde Trump, da han sammen med Netanyahu holdt pressekonference i Det Hvide Hus. »Jeg går ind for den løsning, som begge parter går ind for. Jeg er tilfreds med det, som begge parter støtter. Jeg kan leve med begge dele«.




























