Storbritannien vendte ryggen til EU 23. juni 2016. Mange britiske iagttagere, inklusive dig selv, siger, at det er den mest afgørende historiske dato i jeres lands historie siden fejringen af Nazitysklands nederlag i 1945. Hvordan oplevede du selv den skelsættende dag?
»Jeg stod op klokken 4 om morgenen efter stort set ikke at have sovet. Jeg følte mig fysisk dårlig. Jeg kan ikke mindes, at vi har haft en lignende politisk situation. Det er jo eksistentielt og dybt alvorligt. Vi har kæmpet og skreget ad hinanden, og splittelsen går ikke bare ned i partierne, men helt ind i de enkelte familier. Tag bare Boris Johnson og hans far, Stanley. Jeg kender dem begge udmærket. Sønnen sloges som bekendt for at få at få ‘Brexit’ til at blive virkelighed, mens faderen stod i den anden grøft. Jeg ved, at de har haft nogle meget ophidsede diskussioner, for nu at sige det pænt. Det var et rædsomt forløb og et lige så rædsomt resultat«.
»Personligt vil jeg definere mig som en euromodstander, der havde foretrukket, at vi var blevet inden for rammerne af det europæiske samarbejde. For at være helt ærlig, så tvivler jeg stærkt på, at EU kan overleve i sin nuværende form, men vi skulle ikke fra britisk side have bidraget til at fremskynde processen mod det endelige kollaps«.
Hvorfor tror du ikke, at EU kan overleve?
