Man bør egentlig ikke begynde et politisk portræt med at beskrive en politikers hårpragt. Det virker ærlig talt lidt useriøst. Så lad os – i stedet for at fokusere på Geert Wilders altid tilbagestrøgne, bølgende, afblegede hår med mørke hårrødder og skihop i nakken – se nærmere på hans politiske program. Det tager heller ikke så lang tid, for det fylder blot 1 side. 264 ord, 11 punkter.
A4-siden er et vidnesbyrd om Geert Wilders akrobatiske evner som politiker. Han jonglerer ubesværet med løfter fra højre og venstre side af det politiske landskab: Skattelettelser, lavere bilafgifter sammen med billigere husleje og afskaffelse af selvrisiko på sundhedsforsikringer.




























