Analyse: Sydkorea kan spolere Trumps forsøg på at isolere Nordkorea

Moon Jae-in står til at vinde det sydkoreanske præsidentvalg tirsdag. Han vil føre en meget mere konfrontatorisk linje over for USA.
Moon Jae-in står til at vinde det sydkoreanske præsidentvalg tirsdag. Han vil føre en meget mere konfrontatorisk linje over for USA.
Lyt til artiklen

Et godt gæt er, at den amerikanske præsident, Donald Trump, nøje vil følge med i, hvem der i morgen vinder præsidentvalget i Sydkorea. Selv om Sydkorea traditionelt er en tæt allieret med USA, er sydkoreanske valg normalt ikke noget, der får en amerikansk præsident til at blive længe oppe om aftnen. Men denne gang er det anderledes, for valget i morgen kan få afgørende indflydelse på, hvordan USA kan håndtere atomtruslen fra Nordkorea. Meningsmålingerne har de seneste uger givet et stort forspring til lederen af Det Demokratiske Parti, Moon Jae-in, der oversat til en dansk politisk skala befinder sig lidt til venstre for midten. Han har gjort klart, at han vil føre en helt anden politik over for Nordkorea end Sydkoreas hidtidige præsident, Park Geun-hye, der for få uger siden blev tvunget til at gå af på grund af korruptionsanklager.

Samarbejde

Moon Jae-in ønsker at genoplive den såkaldte solskinspolitik, som går ud på at skabe afspænding på Den Koreanske Halvø ved at tale med Nordkorea og binde det nordkoreanske styre sammen med Sydkorea i et stadig tættere økonomisk samarbejde. Moon Jae-in mener, at den internationale isolation af Nordkorea kun har gjort styret endnu mere frygtsomt, og han ønsker som noget af det første at genåbne to store projekter - en industripark og et turistressort - som skal ledes af Syd- og Nordkorea i fællesskab. Avisen Wall Street Journal citerer flere af Moon Jae-ins rådgivere for, at han kun betragter disse to projekter som en start, og at han vil arbejde henimod en »økonomisk genforening«, der skal basere sig på mange flere fælleskoreanske projekter. Derudover vil han ifølge rådgiverne indkalde til et topmøde med den nordkoreanske leder, Kim Jong-un. Hvis Moon Jae-in bliver valgt til ny sydkoreansk præsident, kan han derfor blive en udfordring for den amerikanske præsident, Donald Trump, der anser Nordkorea for at være den største trussel mod USA’s nationale sikkerhed. Nordkorea har de seneste måneder provokeret USA ved at lave flere prøveaffyringer med missiler, og samtidig mener mange eksperter, at styret er ved at udvikle sit atomprogram, så det inden for få år vil have langtrækkende atommissiler, der kan nå det meste af det amerikanske fastland.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her