Washington Posts historie landede med et brag i Washington i aftes, hvor ’breaking news’-skiltene dukkede op på alle kanaler: Præsident Trump gav fortrolige oplysninger til Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov under deres nylige møde i Det Hvide Hus, der kan have kompromitteret en vigtig efterretningskilde i kampen mod Islamisk Stat og skadet USA’s forhold til en nær allieret.
Beskyldningerne er de mest alvorlige endnu rettet mod den amerikanske præsident. Mens Trump adskillige gange er blevet beskyldt for at lyve eller udvise inkompetence, er det første gang, at Trump direkte anklages for at have skadet USA’s sikkerhed – i det konkrete tilfælde ved at tale over sig med hemmeligheder.




























