Pat Frankland har et sødt minde om Theresa May.
Hun lærte den senere premierminister at kende, da de begge som teenagere begyndte at studere på St Hugh’s College i Oxford i 1974. En aften fulgtes de to piger hjem fra en fest og balancerede oppe på kanten af en mur. Glade og opløftede. Meget længere er historien ikke. Det var ikke nogen særligt høj mur. De var heller ikke rigtigt fulde. Så meget drak de aldrig, forklarer Pat Frankland.
»Helt ærligt, så var vi en gruppe venner, hvor ingen af os røg, ingen af os tog stoffer, så vidt jeg ved. Vi drak en smule, men det var så langt vores skørlevned tog os, er jeg bange for. Du skal huske på, at Theresa var præstedatter. Én af de andre var præstedatter. Der var mange meget moralske unge kvinder i omløb«, forklarer Pat Frankland til Politiken.
Når journalister har ledt efter saftige historier i premierministerens fortid, har de fundet små anekdoter som Pat Franklands.
