For en politiker, der bryster sig af at holde sig ude af det beskidte politiske spil, var det en iskold Theresa May, der om aftenen 13. juli 2016 satte sig bag skrivebordet i Downing Street nummer 10.
Første punkt på dagsordenen hed George Osborne. Efter mindre end en halv time sendte hun bud efter finansministeren, der var en nær ven af hendes forgænger David Cameron og talrige gange havde kritiseret de stramninger af indvandringsreglerne, hun havde lavet i sine seks år som indenrigsminister.
På mindre end ti minutter blev han fyret. Ifølge ét mediereferat af samtalen blev han sat på plads af den nye premierminister, der angiveligt rådede Camerons kronprins til at udvise mere ydmyghed, hvis han håbede at komme til tops i fremtiden. Også en anden af de tidligere formandskandidater, tidligere justitsminister Michael Gove, fik kort og godt at vide, at han var ude i kulden.
Til gengæld dukkede den kontroversielle Boris Johnson uventet op i Downing Street. Theresa May gav overraskende én af landets fornemste ministerposter til den uberegnelige Johnson og satte dermed Brexit-kampagnens frontmand i spidsen for sit udenrigspolitiske hold, der også bestod af EU-modstanderne David Davis og Liam Fox.
