Selv efter venezuelansk målestok var det en på alle måder forbløffende hændelse, da en politiofficer, der identificerede sig selv som Óscar Pérez, natten til onsdag fløj over landets højesteret i en politihelikopter, smed fire granater og krævede den socialistiske regerings afgang.
Ikke alle granater gik af, og ingen kom til skade, men Óscar Pérez lagde også luftvejen forbi indenrigs- og justitsministeriet, hvor han fyrede en række skudsalver af, og end ikke her sluttede han sin aktion. Omgivet af uniformerede og bevæbnede mænd med elefanthuer udsendte han kort efter en video på Instagram med sig selv som centrum, og hvori han gentog sit krav om »frihed for folket«.


























