Endnu er det uklart, hvorfor en turistbus udbrændte så hurtigt efter et sammenstød, at det kostede 18 mennesker livet på en tysk motorvej mandag morgen. Til gengæld står det klart, at bilisters »uansvarlighed« på vejen gjorde det vanskeligt for brandbiler og redningskøretøjer at nå hurtigt frem til ulykkesstedet for at hjælpe tilskadekomne ud af den hastigt brændende bus. Tyske politikere vil forøge bøder for at være i vejen for redningsaktioner.
»Jeg kan ikke sige, at en mere ansvarlig opførsel fra bilisternes side, ville have reddet menneskeliv. Men det kunne i hvert fald have hjulpet redningsaktionen enormt«, sagde den tyske trafikminister, Alexander Dobrindt, CSU, til flere medier, da han besøgte ulykkesstedet nogle timer senere.




























