Det blev en af den slags aftener, hvor det at være i Rusland føltes helt ind i marven. På den gode måde. Hjemme hos Galina og hendes familie i en ydmyg, men velholdt lejlighed i udkanten af millionbyen Jekaterinburg ved Uralbjergene.
Et ægte tæppe på væggen over sofaen i dagligstuen. Det fine porcelæn i et vitrineskab. Slægtsbilleder på hylder og vægge, broderier, en enkelt ikon, en turistplakat fra Egypten. Et bedaget tv kørende højlydt på Første Kanal, uden at nogen tog notits af hverken nyhedsudsendelser, et sukkersødt musikshow eller aftenens sovjetiske film fra slutningen af 1970’erne.
Galina, hendes døtre Jelisaveta og Evangelina, hendes bror Jevgenij, hendes forældre, Irina og Aleksandr, samt mig omkring bordet i det lille køkken. Et stort fad med kålfyldte piroger. Blinier og syrnet fløde, smetana. Syltede agurker og tomater. Frisk dild. Et fad med sardiner. Saltet svinespæk, salo. Let sødligt rugbrød. En samovar med tevand. Skåle med æbler, konfekt, hvide og lyserøde skiver af sødt russisk bagværk kaldet pastila. Senere vodka, armensk brandy, mere vodka.
Lange skåltaler med ønsker om venskab og fred og folkenes forbrødring. Samtaler om kultur og natur, om geografi og historie, om fodbold og kunstgymnastik, en anelse om politik. Flydende recitationer af Pusjkin og Jesenin og Bulgakov, og om det så gjaldt H.C. Andersen og Astrid Lindgren, virkede russerne omkring bordet, fra Evangelina på ni år til Aleksandr sidst i 60’erne, mere velbevandrede end deres danske gæst.
