Når man skræller vrede tweets og slåskampe med medier fra, er præsident Donald Trumps linje i sikkerheds- og udenrigspolitik ikke meget anderledes end den klassiske republikanske linje. Det mener den danske ambassadør i USA, Lars Lose.
Kampen mod terror i Syrien og Irak skal styrkes. Forholdet til Nato var en overgang omgærdet af dramatik, men er nu også styrket og støttes med flere penge, end man har set længe. Og selv om mange frygtede Trumps forhold til Rusland, er han endt med en hårdere Rusland-politik end den, man så under præsident Barack Obama. At trække sig ud af miljøaftalen har været et republikansk ønske længe. Og senest har han erklæret, at USA vil forblive og opruste indsatsen i Afghanistan, oplister Lars Lose.




























