Den travle banegårdsplads foran den gamle domkirke i Köln ligner sig selv i aftensolen – lige bortset fra en slags skurvogn, som politiet har stillet op. Foran den står to betjente ved et cafébord og viser deres tilstedeværelse. Bagved holder to politibiler.
Baggrunden er, at politiet lige her havde en forfærdelig nat for godt halvandet år siden. Nærmere bestemt nytårsaften på tærsklen til 2016. Det samme havde hundreder af kvinder, der blev befamlet og begramset på pladsen, uden at politiet stoppede det. Det havde Tysklands udlændinge samt kansler Angela Merkels Willkommenskultur også.




























