Forbløffede turister fotograferer ivrigt, for der er tilsyneladende udbrudt en folkefest i magtens centrum i Barcelonas gamle bydel lørdag middag. På pladsen mellem bystyrets og den catalanske selvstyreregerings bygninger står et par hundrede mennesker og råber »Viva España« eller »Catalonien er Spanien«, mens de svinger ivrigt med det spanske flag, La Rojigualda, som man ellers skal være lidt af en detektiv for at finde i millionbyen.
Separatister må reddes
Pludselig bliver råbene anderledes bistre og stemmerne hårdere. Ovre ved rådhuset holder nogle næver de røde og gule striber i Cataloniens flag, la Senyera, op over folkemængden og kravet om »independencia«, brøles ud over pladsen, Jaume I.


























