Lyt til artiklen
Da Cem Özdemir gik i fjerde klasse hjemme i den pittoreske bindingsværksidyl Bad Urach i Sydtyskland, spurgte læreren engang klassen, hvem der havde tænkt sig engang at fortsætte skolegangen på et gymnasium.
Fra en af de bageste pladser, hvor han sad sammen med andre børn med immigrantbaggrund, rakte Cem Özdemir hånden op. Senere har han fortalt, at han stadig vil huske sine klassekammeraters latterbrøl over hans svar på sit dødsleje.
