Hvis man som kinesisk leder skal sikre sig stort set total magt, skal tre mål være opfyldt: Man skal være øverstbefalende for militæret, man skal med navns nævnelse have skrevet sine politiske ideer ind i kommunistpartiets forfatning, og man skal have allierede siddende i partiets mest magtfulde organer.
Kinas præsident, Xi Jinping, har som formand for den kinesiske militærkommission allerede sikret sig kontrollen over militæret, og nu er han også ved at få opfyldt de to andre mål på den partikongres i Beijing, som begyndte i sidste uge og slutter i denne.




























