Arlene Foster blev fra den ene dag til den anden et stort navn i britisk politik, da hendes protestantiske, nordirske parti Democratic Unionist Party blev tungen på vægtskålen i det britiske Underhus efter valget i juni i år. Nu er den konservative premierminister Theresa May afhængig af DUP’s 10 mandater, og Theresa May får intet forærende.
Det oplevede premierministeren i denne uge, da Arlene Foster sagde nej til en aftale om kontrollen ved den fremtidige grænse mellem Irland og den britiske provins Ulster – Nordirland – når Storbritannien fra 29. marts 2019 får status som tredjeland i forhold til EU.



























