Norsk politi stopper ung mand på køretur i bil uden rat

Lyt til artiklen

Norske politibetjente fik tirsdag aften en temmelig usædvanlig overraskelse i Notodden i Telemarken.

Her fik de øje på en kørende bil - med chauffør, men uden rat - på vej E134, skriver avisen VG. Manden blev opdaget, da han svingede ind på en tankstation.

»Det er vel nærmest hovedløst«, funderer operationsleder Vidar Aaltvedt i Telemarkens politidistrikt over for avisen.

Den unge mand, som er mellem 20 og 30 år, styrede ved at holde godt fast i ratstammen.

»Selv om han måtte have usædvanlig stærke hænder, så er det ikke nok til at manøvrere en bil. Så stærk er han ikke«, siger operationsleder Vidar Aaltvedt i Telemarkens politidistrikt.

Bilen, der er fra 1997, blev stoppet af politiet lidt før klokken 20.30 i centrum af Notodden.

Chaufføren blev taget med på politistationen. Han har ikke accepteret en inddragelse af kørekortet, og politiet må ifølge VG gå i retten for at få ordnet den sag.

Manden var ifølge politiet ikke påvirket.

»Det er glat og mørkt, og der er meget trafik i forbindelse med julen. Der er mange grunde til, at du skal have et ordentligt greb om rattet. Styretøjet er sammen med bremserne det vigtigste i bilen«, siger Vidar Aaltvedt.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her