Trump vil bruge 111 milliarder kroner på grænse-barriere mod Mexico

Der er allerede en barriere mellem San Diego og Tijuana, Mexico. Nu vil Trump bruge 111 milliarder kroner på at udbygge og forstærke grænsebarrieren langs nabolandet mod syd.
Der er allerede en barriere mellem San Diego og Tijuana, Mexico. Nu vil Trump bruge 111 milliarder kroner på at udbygge og forstærke grænsebarrieren langs nabolandet mod syd.
Lyt til artiklen

18 milliarder dollar ønsker Trump-administrationen at bruge over det næste årti på en ny grænsebarriere til Mexico. Det svarer til over 111 milliarder danske kroner.

Det skriver det amerikanske medie The Wall Street Journal.

Trump-administrationen har anmodet Kongressen om pengene, der skal gå til en mere end 1.000 kilometer lang grænsebarriere langs USA's sydlige grænse.

Det er første gang, at den amerikanske præsident, Donald Trump, spiller ud med en mere detaljeret plan og finansiering for en forstærkning af grænsen til Mexico.

I sin valgkamp var 'en mur til Mexico' et af præsidentens mest opsigtsvækkende valgløfter.

Anmodningen viser, at der stræbes efter at forstærke de eksisterende anlæg på 655 kilometer og tilføje yderligere 500 kilometer.

Gennemføres det, vil mere end halvdelen af grænsen til Mexico have en form for grænsebarriere.

Demokrater siger nej

Forslaget bliver dog umiddelbart skudt ned af Demokraterne i Kongressen.

Budgetforhandlinger, der skal være på plads 20. januar, er dermed blevet en del sværere.

USA's præsident, Donald Trump, meddelte allerede i december, at han ikke tror på, at der lander en budgetaftale.

Den skal til for, at blandt andet offentligt ansatte i staten kan får deres løn

Lander der ikke en aftale, vil en såkaldt 'government shutdown' træde i kraft. Det kan bruges politisk som løftestang til at få anden lovgivning igennem.

En 'government shutdown' er en proces, som den føderale regering skal igennem, når der opstår en finansieringskløft.

Det er en dramatisk begivenhed, fordi den føderale regering så ikke længere har bemyndigelse til at bruge penge, så alle offentlige projekter, kontorer og ansatte svæver i økonomisk uvished.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her