Politi i Spanien og Portugal har beslaglagt hundredvis af kilo kokain, som var gemt inden i frisk ananas.
I samme aktion arresterede det sydeuropæiske politi ni personer, som angiveligt tilhører en bande, der har transporteret stofferne til Europa fra Sydamerika.
I alt fandt politiet 745 kilo kokain gemt i ananasserne, som blev transporteret i skibscontainere.
Beslaglæggelsen var en del af en igangværende efterforskning, som de to lande samarbejder omkring, fortalte politiet onsdag.
Efterforskningen på tværs af de to lande begyndte tilbage i april sidste år.
Ud over de hundredvis af kokain og anholdelserne fandt politiet et laboratorium. Her blev stofferne bearbejdet og tilsat tilsætningsstoffer.
»Denne organiserede, internationale gruppe havde gentagne gange bragt store mængder kokain til det europæiske kontinent«, lyder det fra portugisiske efterforskere i en udtalelse.
Den Iberiske Halvø bliver i stor grad brugt til at smugle kokain og andre stoffer til Europa. Enten direkte fra Latinamerika eller via Nord- og Vestafrika.
ritzau




























