Har amerikanske styrker dybt inde i Syrien dræbt et stort antal russiske soldater? Eller få?
Både Moskva og Washington forsøger at dysse det ned – og har haft held til at hemmeligholde omfanget af de dramatiske begivenheder, som skal have fundet sted i sidste uge.
Rusland frakender sig ethvert ansvar for angrebet på olieanlægget
Men flere end 100 – måske henved 200 – russiske lejesoldater i diktatoren Bashar al-Assads tjeneste skal være blevet dræbt under et forsøg på at angribe en base og et olieanlæg i Deir Ezzor i det østlige Syrien. Det siger to russiske kilder til nyhedsbureauet Bloomberg. En amerikansk embedsmand mener, at antallet af dræbte snarere er 100 med 200-300 sårede.
Ifølge det amerikanske The Defence Post kan antallet af dræbte være helt oppe på 215 russere, der skal have mistet livet i et større slag om det vigtige olieanlæg, som IS-bevægelsen før sidste sommer brugte til at finansiere sit ’kalifat’.
Rusland afviser rolle
Rusland frakender sig ethvert ansvar for angrebet på olieanlægget, der ligger øst for Eufratfloden og er kontrolleret af amerikansk udrustede kurdiske og arabiske militsfolk i militsen SDF, De Syriske Demokratiske Styrker.
PMC Wagner
Officielt tillader Rusland ikke private militser. Alligevel menes det private militære selskab PMC Wagner indsat i Syrien i operationer, adskilt fra de officielle russiske elitestyrker i landet.
Wagners soldater påtager sig kampopgaver, som Rusland ikke formelt er involveret i.
Opgaver og soldater menes ifølge vestlige observatører at være udpeget af den russiske militære efterretningstjeneste.
Wagner-soldater skal have været indsat i Ukraine og Syrien.
Thomas F. Veale, amerikansk oberst og talsmand for den internationale koalition i kampen mod IS-bevægelsen, siger i en erklæring til Bloomberg, at koalitionen var i kontakt med Rusland før, under og efter det uprovokerede angreb på SDF-basen 7. februar.
»Russiske repræsentanter forsikrede koalitionen om, at de ikke ville involvere sig mod koalitionsstyrker i området«.
Men hvem så?
Lejesoldater fra Wagner
Pilen peger ifølge Bloomberg på et russisk modsvar til de amerikanske private lejesoldater i firmaet, kendt som Blackwaters, som har været stærkt engageret i Irak – nemlig PMC Wagner, en privat russisk skyggeorganisation i den udstrækning, Rusland tillader en privat milits at operere uden om de russiske militære sikkerhedstjenester.
Lejesoldaterne skal i givet fald været hyret af Assad-diktaturet til at sikre syriske olieanlæg til gengæld for russiske koncessioner.
Ifølge et russisk medie, VKontakte, skal 253 russiske soldater – de fleste fra PMC Wagner, men også officielle russiske specialstyrker – være sendt i kamp ved Deir Ezzor. Heraf skal 196 være blevet dræbt under angrebet. De blev nedkæmpet af SDF med opbakning fra amerikanske soldater og kamphelikoptere.
De fleste af de sårede er bragt til hospitaler i Rusland.
Om de russiske soldater var betalt direkte af Syrien eller af Rusland, som er Assads sponsor og sammen med Iran har sikret Assad-styrets militære overlevelse, er ukendt.
Russisk kritik af USA
Det russiske forsvarsministerium har i en erklæring anklaget USA for at bruge sin »ulovlige tilstedeværelse« i Syrien til at tilgodese egne økonomiske interesser i stedet for at bekæmpe terrorister.
Sergej Lavrov, Ruslands udenrigsminister, kritiserede tirsdag USA for at have amerikanske soldater i Syrien, uden at de – ligesom de russiske soldater – er inviteret af regeringen i Damaskus. Det skriver det syriske nyhedsbureau Sana.
Ifølge Lavrov viser det sig, at USA – efter nedkæmpningen af IS-bevægelsen – har andre mål eller motiver med sin tilstedeværelse i Syrien. Og Lavrov kritiserer specielt USA for at tage »ensidige skridt« øst for Eufratfloden, hvor de hemmelighedsomgærdede slag i sidste uge skal have fundet sted.
Mark Feygin, en russisk politiker, som sad i Dumaen i 1990’erne, tweetede lørdag, at ifølge hans kilde i forbindelse med Wagner, var antallet af dræbte ved slaget øst for Eufrat oppe på 215 lejesoldater. En russisk reporter i Syrien, Roman Saponkov, finder det stærkt overdrevet. Han anslår ifølge The Defence Post tabstallet til 20-25 soldater fra Wagner.
Skønnene over antallet af dræbte er så forskellige, at de må tages med mere end et enkelt gran salt.
fortsæt med at læse




























