Egentlig er historien om drabet på vestens fjende nummer 1, al-Qaedas leder Osama bin Laden, i maj 2011 velkendt. Den danner selve grundstenen for den berømmelse, respekt og ærefrygt, der omgiver eliten blandt verdens elitesoldater, Team Six fra den amerikanske flådes elitestyrke, Navy Seals.
Men med afsæt i terrorlederens angiveligt mishandlede lig, stribevis af insider-kilder og kilder i andre dele af det amerikanske militær og CIA sætter det anerkendte amerikanske internetmagasin The Intercept elitestyrken på anklagebænken. I en 41 sider lang gennemgang af styrkens historie under overskriften »Team Six’ forbrydelser« afdækker den erfarne reporter Matthew Cole en anden og ukendt side af den eliteenhed, som både politikere, soldater og raske unge mænd over hele verden har ophøjet til mytiske overmennesker i den gode sags tjeneste.




























