Et tyrkisk privatfly styrter ned i Iran - 11 personer er omkommet

Lyt til artiklen

Et tyrkisk privatfly er søndag styrtet ned i det vestlige Iran, melder det statslige iranske tv.

11 personer skal ifølge Røde Kors være omkommet, rapporterer det amerikanske nyhedsbureau AP.

En talsmand for de civile luftfartsmyndigheder i Iran oplyser, at det private jetfly er styrtet ned ved byen Shahr-e Kord, der ligger 370 kilometer syd for Irans hovedstad, Teheran.

Flyet skal være lettet tidligere søndag fra en lufthavn i Sharjah i De Forenede Arabiske Emirater. Det havde kurs mod storbyen Istanbul i Tyrkiet, skriver det halvofficielle nyhedsbureau Fars.

Privatflyet er forulykket i et bjergrigt område. En brand brød ud, da det styrtede, rapporterer stats-tv ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det er blot en måned siden, at et iransk passagerfly styrtede i det sydlige Iran. Dengang blev 65 personer dræbt.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her