Fly er styrtet ned i lufthavn i Nepal: »Vi har trukket flere døde og tilskadekomne ud af vraget«

Niranjan Shreshta/AP
Niranjan Shreshta/AP
Lyt til artiklen

Et fly er mandag styrtet ned i Kathmandus internationale lufthavn i Nepal.

Hovedparten af de ombordværende meldes dræbt.

Der er dog kommet forskellige meldinger fra myndighederne om det præcise antal døde. Politiet i Nepal har meddelt, at 38 er dræbt og 23 er kommet til skade, mens en talsmand for militæret siger til Reuters, at der er mindst 50 døde.

Du kan se optagelser fra lufthavnen herunder:

Flystyrt Kathmandu.mov

Flyet er fra selskabet US-Bangla fra Bangladesh, og det er styrtet ned i den østlige del af lufthavnen Tribhuvan. Det skriver BBC, der citerer avisen Kathmandu Post.

Der var 67 passagerer om bord på flyet, som har plads til 78, skriver BBC. Foruden passagerne var fire besætningsmedlemmer om bord, rapporterer nyhedsbureauet AFP.

Narayan Prasad Duwadi, talsmand for regeringen, oplyste tidligere, at flere omkomne var hentet ud af flyet.

»Vi har netop trukket flere døde kroppe og tilskadekomne ud fra vraget«, siger han til AFP.

En anden talsmand fra myndighederne har tidligere oplyst til AFP, at 20 tilskadekomne passagerer er blevet reddet ud af et flyet.

De tilskadekomne er sendt til forskellige hospitaler.

Brød i brand

Tidligere oplyste Prem Nath Thakur, der er talsperson for lufthavnen, ifølge Kathmandu Post, at man frygtede omkomne.

Ifølge talspersonen slingrede flyet ned af landingsbanen under landing og styrtede ned på en fodboldbane ved lufthavnen. Efter styrtet brød flyet i brand.

Redningsmandskab fra lufthavnen og Nepals hær er sat ind.

Flyet lettede fra Dhaka, hovedstaden i Bangladesh, og det styrtede ned i Kathmandu klokken 14.20 lokal tid.

Lufthavnen mistænker, at der opstod en teknisk fejl i flyet, da det skulle lande.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her