Det svenske udenrigsministerium bekræfter, at Nordkoreas udenrigsminister, Ri Yong-ho, er på vej til Stockholm.
Flere internationale medier har de seneste dage gættet på, at et bebudet møde mellem Nordkoreas leder, Kim Jong-un, og USA's præsident, Donald Trump, kunne finde sted i Sverige.
I en pressemeddelelse fra det svenske udenrigsministerium hedder det, at Ri og hans svenske kollega, Margot Wallström, vil fokusere på 'Sveriges konsulære fuldmagt for USA, Canada og Australien'.
De skal også tale om, hvordan situationen er på den koreanske halvø lige nu.
Det er et emne, der står højt på dagsordenen i FN's Sikkerhedsråd. Her er Sverige lige nu medlem.
Nordkorea er ramt af FN-sanktioner efter atomprøvesprængninger og forsøg med langtrækkende raketter.
Mødet mellem Trump og Kim skal ifølge USA finde sted i maj.
ritzau
fortsæt med at læse




























