Edward Marienga blev sidste år sat i et frygteligt dilemma. Enten måtte han ofre sine værdier og principper, eller også måtte han ofre bistanden til tusindvis af de kvinder, hans organisation er sat i verden for at hjælpe.
Han valgte det sidste og sagde nej til fortsat at modtage støtte fra USA. Beslutningen var nødvendig, siger han, men den har fået dramatiske konsekvenser for hans arbejde med at hjælpe Kenyas kvinder med at undgå uønsket graviditet.
Marienga kan nærmest dagligt se nye konsekvenser af beslutningen. »Unge, ofte meget unge, kvinder kommer herind med uønskede graviditeter. Mange flere end tidligere«, siger Edward Marienga, der er direktør for Family Health Options Kenya (FHOK), som driver 14 sundheds- og ungdomscentre. Politiken besøgte et af dem, der ligger i slumkvarteret Eastleigh, sammen med udviklingsminister Ulla Tørnæs (V).
Beslutningen om at takke nej til bistand fra USA, der hidtil har været den største donor, kostede 600.000 dollars eller omkring 3,6 millioner kroner. FHOK har skåret antallet af konsultationer om familieplanlægning ned fra 250.000 til 150.000 på årsplan.
