Det lykkedes præsident Vladimir Putin at lokke og true mere end to tredjedele af de russiske vælgere til at gå til valgurnerne ved søndagens valg. Javel, der var valgsvindel rundt i hjørnerne, men den rå virkelighed er, at præsident Putin med folkelig opbakning vil sidde på magten i Kreml de næste 6 år. Måske længere.
Der kan siges meget om, hvor solid Putins folkelige opbakning er. Den russiske politolog Jekaterina Sjulmann siger således til Süddeutsche Zeitung: »I et politisk system uden konkurrence kan man egentlig ikke måle popularitet pålideligt. Når der kun stiller én løber op, er det uden betydning, hvornår vedkommende når mållinjen. Under alle omstændigheder står han øverst på sejrsskamlen«.




























