Israelske sikkerhedsstyrker affyrer varselsskud - 13 såret på palæstinensisk sørgedag

Unge palæstinensere er samlet nær græsen til Israel.  Khalil Hamra/AP
Unge palæstinensere er samlet nær græsen til Israel. Khalil Hamra/AP
Lyt til artiklen

13 mennesker er såret, efter israelske sikkerhedsstyrker skød varselsskud mod unge palæstinensere, der lørdag er samlet ved grænsen mellem Gazastriben og Israel.

Det oplyser palæstinensiske sundhedsmyndigheder.

En talsmand for det israelske militær kan ikke umiddelbart bekræfte oplysningen. Man er dog ved at undersøge sagen.

Stemningen er spændt, efter at mindst 15 palæstinensere fredag blev dræbt af israelske soldater ved grænsen.

Det skete i forbindelse med en demonstration, hvor titusinder af palæstinensere deltog.

Det israelske militær oplyser, at nogle af palæstinenserne åbnede ild, og at de kastede sten og brandbomber mod soldaterne ved grænsen.

I færd med at begrave de døde

Lørdag er mange familier i Gaza i færd med at begrave de døde efter den blodigste dag i Gaza siden krigen i 2014.

Tusinder af mennesker deltager i begravelserne for de dræbte lørdag.

Mange af dem har palæstinensiske flag i hænderne. Nogle skyder op i luften, mens de råber, at de vil have 'hævn'. Det rapporterer nyhedsbureauet AFP's korrespondent.

Selv om vreden er til at mærke efter fredagens blodige begivenheder, er kun nogle hundrede palæstinensere lørdag eftermiddag vendt tilbage til grænseområdet for at genoptage demonstrationerne.

Palæstinensere har sat telte op nær grænsen til Israel. Der er planlagt seks ugers protester.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her