Norges statsminister præsenterer ny justitsminister efter krise

Tor Mikkel Wara bliver ny justitsminister, efter Fremskrittspartiets Sylvi Listhaug måtte træde af for at beskytte sin regering fra krise og potentiel opløsning, efter hun i et Facebook-opslag havde beskyldt Arbeiderpartiet for at går mere op i terroristers rettigheder end i Norges sikkerhed.  Foto: Mick Tully/Foto: Mick Tully
Tor Mikkel Wara bliver ny justitsminister, efter Fremskrittspartiets Sylvi Listhaug måtte træde af for at beskytte sin regering fra krise og potentiel opløsning, efter hun i et Facebook-opslag havde beskyldt Arbeiderpartiet for at går mere op i terroristers rettigheder end i Norges sikkerhed. Foto: Mick Tully/Foto: Mick Tully
Lyt til artiklen

Norges konservative statsminister, Erna Solberg, præsenterede onsdag en nyudnævnt justitsminister, Tor Mikkel Wara fra Fremskrittspartiet.

»I har vel forstået, at vi har fået en ny justitsminister«, sagde en smilende Solberg på Slottsplassen i Oslo efter et ekstraordinært statsråd.

Wara, der har arbejdet i PR- og kommunikationsbranchen i mange år, overtager posten efter sin partifælle Sylvi Listhaug, som trådte tilbage i marts efter at have udløst en politisk krise med et stærkt kontroversielt indlæg på Facebook.

Norsk kommentator: Sylvi Listhaug bliver en martyr

Listhaug, som var tæt på at få væltet den borgerlige regering, beskyldte i et opslag på Facebook Arbeiderpartiet for at gå mere op i terroristers rettigheder end i Norges sikkerhed.

Det var en anklage, der blev mødt med rasende kommentarer fra Arbeiderpartiet og familier til de mange unge, der blev dræbt af Anders Behring Breivik på den socialdemokratiske ungdomslejr på Utøya.

De sagde, at Listhaug havde besudlet mindet om de mange terrorofre på Utøya i 2011.

Listhaug følte, at hun blev udsat for en »heksejagt«. Hun mente, at oppositionens egentlige mål var at »kneble« hendes arbejde med at stramme reglerne for indvandring.

Solberg pressede hende til en undskyldning, men oppositionen fandt den undskyldning så utilstrækkelig, at der blev varslet en mistillidsafstemning. Dette fik Listhaug til at gå af.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her