Tidligere politimand anholdt for at stå bag serie af drab og voldtægter i Californien – er han den frygtede 'Golden State Killer'?


 Politiet har travlt med at sikre spor efter anholdelsen af den formodede gerningsmand bag en stribe brutale voldtægter og drab i 1970'erne og 80'erne. Rich Pedroncelli/AP
Politiet har travlt med at sikre spor efter anholdelsen af den formodede gerningsmand bag en stribe brutale voldtægter og drab i 1970'erne og 80'erne. Rich Pedroncelli/AP
Lyt til artiklen

Tirsdag blev en 72-årig forhenværende politibetjent anholdt i Sacramento og sigtet for foreløbigt to drab.

Sigtelsen mod den mistænkte ventes at blive udvidet.

Politiet mener, at han er manden, der skabte frygt og rædsel blandt indbyggere i dele af Californien tilbage i 1970'erne og 1980'erne ved at begå mindst 12 drab, 45 voldtægter og over 120 indbrud.

Det var dna-beviser, som slutteligt førte til pågribelsen af manden, oplyser sagens efterforskere på et pressemøde onsdag i Sacramento.

Seriemorderen blev i sin tid af efterforskere og i pressen omtalt som både 'The Golden State Killer', 'The East Area Rapist' og 'Original Night Stalker'.

»Han er blevet kaldt en masse navne af ordenshåndhævere. I dag er det vores fornøjelse at kalde ham den tiltalte, siger Tony Rackauckas, offentlig anklager i Orange County.

»Endelig, efter alle disse år, er det tilbagevendende spørgsmål, om hvem der begik disse frygtelige forbrydelser, lagt til ro, tilføjer han.

Tilsyneladende kom anholdelsen totalt bag på den mistænkte.

Politiet oplyser, at han virkede meget overrasket, da han blev anholdt foran sit hjem i en forstad til Sacramento, hvor han bor sammen med sin voksne datter og hendes barn.

Dusør på 300.000 kroner

Den anholdte var betjent i to politidistrikter i 1970'erne. I 1979 blev han smidt ud af korpset i kølvandet på beskyldninger om butikstyveri.

I 2016 gjorde FBI et nyt forsøg på at løse den gamle krimigåde og udlovede en dusør på 50.000 dollar - godt 300.000 kroner.

Gerningsmanden var kendt for at bryde ind til sine ofre, mens de sov, hvorefter han voldtog kvinden og derefter dræbte både kvinde og mand. Hans ofre var mellem 13 og 41 år.

Politiet oplyser på pressemødet, at en del af de tidlige forbrydelser blev begået, mens manden endnu var i politiet.

Myndighederne har længe haft en antagelse om, at seriemorderen havde en baggrund i politiet eller militæret som følge af hans kompetente omgang med våben og evne til at undslippe politiet i så mange år.

Fredag bliver den tidligere betjent stillet for en dommer i Sacramento.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her