I anden omgang tog politiet ingen chancer. Lige før daggry – kl. 5.11 om morgenen – rullede en karavane af 100 udrykningskøretøjer stilfærdigt frem ad dunkle veje i udkanten af den lille sydtyske by Ellwangen.
Politiet slog til ved daggry
Med lyset slukket kørte de mange vogne ind på den nedlagte Reinhardt-kaserne. Flere hundrede betjente i kampuniform, hundeførere og en svært bevæbnet særlig enhed steg ud og gjorde sig klar. Deres mission torsdag morgen i sidste uge: at anholde en enkelt mand, en 23-årig asylansøger fra Togo, hvis ansøgning om asyl i Tyskland er blevet afvist.




























