Efter 60 år i regering er Malaysias regeringsparti, National Front, på vej i opposition.
Officielle resultater fra onsdagens parlamentsvalg bekræfter, at oppositionens alliance har sikret sig flertal i parlamentet, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Regner man en lille allieret fra delstaten Sabah med, har oppositionen sikret sig 121 af de 222 pladser i parlamentet.
Men fordi intet enkelt parti sikrede sig et flertal, er det nu op til kongen at beslutte, hvem der skal være premierminister.
Den 92-årige oppositionsleder, Mahathir Mohamad, var relativt tidligt ude og erklære, at Håbets Alliance havde sikret sig et flertal.
Minister accepterer folkets dom
Alliancen har også vundet stort i delstatsvalget, inklusiv i flere af de stater, hvor regeringspartiet hidtil har stået stærkt.
Det nuværende regeringsparti med premierminister Najib Razak i spidsen er dalet i popularitet på det seneste.
Det skyldes dels de stigende leveomkostninger i Malaysia, dels en større korruptionsskandale, der har plaget Najib siden 2015.
Efter choknederlaget siger han torsdag, at han accepterer folkets vilje.
»Jeg accepterer folkets dom«, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.
Mahathir Mohamad siger ifølge AFP kort før klokken syv torsdag morgen, at han regnet med at blive indsat som premierminister i landet torsdag.
ritzau




























