For kun to år siden lignede Pedro Sánchez en færdig mand i sit eget parti og i spansk politik. Han havde som leder af det spanske socialistparti PSOE tabt valgene i 2015 og 2016 til den daværende regeringschef, Mariano Rajoys korruptionsramte konservative parti, og et flertal i partiledelsen havde mistet tilliden til ham.
Men han vendte tilbage, og i sidste uge var han manden bag en taktisk brillant manøvre, da han formåede at få et flertal i det spanske parlament til at stemme for et mistillidsvotum til regeringschef Mariano Rajoy, der få dage tidligere havde set en domstol dømme flere af hans tidligere ministre for korruption.


























