Tysk politi har anholdt to teenagere, som man mener står bag et stenkast fra motorvejsbro i Nordtyskland, hvor en dansk kvinde blev kvæstet.
Det skriver DR Syd.
De to mænd på 18 og 19 år blev anholdt torsdag aften. De erkender, at de har stået bag talrige stenkast fra motorvejsbroer.
Det var 8. maj om aftenen, at kvindens bil blev ramt, og forruden blev knust.
Det skete, da kvinden kørte under en motorvejsbro ved Ellund på den tyske motorvej A7. Det er umiddelbart syd for motorvej E45 ved Padborg.
Granitstenen målte 25 gange 25 centimeter og blev efterfølgende fundet i midterrabatten.
En talsmand fra politiet fortalte i den forbindelse, at de tyske motorveje har været præget af stenkast hele året. De begyndte i februar.
Den 18-årige og den 19-årige vil blive fremstillet for en dommer senere fredag, skriver DR Syd.
ritzau




























