Hvad der skulle have været en rutinemæssig overflytning af en fange endte fredag eftermiddag ganske tragisk i Wyandotte County, et amt i den amerikanske storby Kansas City. To politibetjente blev skudt af en fange, og begge døde senere af deres skader.
De to politibetjente, Theresa King og Patrick Rohrer, skulle stå for transporten af en unavngiven fange fra sin celle over til retsbygningen på den anden siden af gaden, fortæller talsmanden for politichefen i Wyandotte County, Kelli Bailiff.
Fangen, som angiveligt bar både lænker og håndjern, blev transporteret i en varevogn til et indhegnet område bag retsbygningen, men da alle tre var ude af vognen, overmandede han de politiansatte, og i den efterfølgende tumult blev en række skud affyret, der ramte alle tre involverede.
»Det er meget sandsynligt, at begge to (betjentene, red.) blev skudt med deres eget våben«, sagde Kelli Bailiff, ifølge mediet CBS News på et pressemøde efter ulykken.
Den formodede gerningsmand er også blevet ramt af skud og ligger på hospitalet, men hans tilstand er ukendt.
»Hændelsen er begrænset til kun at omhandle de tre mennesker, og vi kigger ikke efter andre mistænkte«, siger Zac Blair, der er talsmand for politiet i Kansas City.
Michael Seidelin om skoleskyderier: Emma González på 18 år og hendes generation er fremtidenFjerde dødsfald på tre år
Det er desværre langt fra første gang i senere år, at Wyandotte County i Kansas City oplever, at ansatte mister livet i tjeneste.
I 2016 blev en betjent skudt i forbindelse med en biljagt, og samme år mistede en af hans kollegaer livet i forsøg på at anholde en biltyv.
De to betjente bliver dermed del af en trist statistik i USA, hvor nu 30 betjente er blevet dræbt af skud alene i 2018. Sidste år mistede 46 betjente livet som følge af skud, viser tal fra hjemmesiden Officer Down Memorial Page, som samler dødsfald blandt politiet i USA.
Til sammenligning har 480 personer mistet livet ved politiets hånd i 2018 ifølge avisen Washington Post.
fortsæt med at læse




























