Støjberg: Italien skal tage imod migranter på Maersk-skib

Besætningen på containerskibet 'Alexander Maersk' samler her nødstedte migranter op. Billedet er taget af det tyske NGO-'Mission Lifeline'.  Danilo Campailla/Ritzau Scanpix
Besætningen på containerskibet 'Alexander Maersk' samler her nødstedte migranter op. Billedet er taget af det tyske NGO-'Mission Lifeline'. Danilo Campailla/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Når migranter samles op fra havet på vej til Italien, er det også Italiens ansvar at tage imod dem.

Sådan lyder det fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), der mandag sender et brev den italienske regering med en opfordring til at gøre, hvad den er forpligtet til.

Udmeldingen skyldes, at 108 migranter siden fredag morgen har været strandet om bord på skibet 'Alexander Mærsk', som hører under det danske rederi Maersk Line.

Ministeren sender brevet til vicepremierminister i Italien Matteo Salvini, der er leder for Ligaen, som er et af de to store partier i regeringen.

»Jeg forventer, at den italienske regering bringer det her i orden, så migranterne ikke skal forblive på skibet«.

»Det her er migranter, der var på vej mod Italien, og derfor er det selvfølgelig også Italien, der skal tage imod dem«.

Børn og gravid kvinde slap væk

Sent torsdag aften måtte containerskibet 'Alexander Mærsk' ændre kurs, efter at det modtog et nødsignal fra Italien.

Ved 04.30-tiden fredag blev 113 migranter samlet op, men Italien nægter at tage imod dem.

Fire børn og en gravid kvinde blev i løbet af weekenden modtaget af de italienske myndigheder, men de resterende 108 er strandet på containerskibet på grund af politiske uenigheder.

Inger Støjberg har ikke sat tidsfrister for italiensk handling, men siger, at 'det skal gå hurtigt'.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her