Krigen i Syrien er vendt tilbage til sin vugge i den sydlige storby, Dara’a, hvor oprøret mod Assad-diktaturet begyndte i marts 2011.
Det startede med grafiti-protester og krav om politisk frihed. Efter syv års oprør, forvandlet til borgerkrig, der var tæt på at vælte Assad, er hans militær i dag på vej tilbage med hele sit dødelige arsenal af tøndebomber og beskydning af civile områder, rapporterer det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, som har meddelere i området.




























