EU-præsident giver igen til Trump og USA: »Værdsæt jeres allierede. I har trods alt ikke så mange«

Donald og Donald med efternavnene Tusk og Trump ses her ved en tidligere lejlighed. I dag minder Donald Tusk son navnebror om, at USA ikke har så mange allierede. Olivier Matthys/AP
Donald og Donald med efternavnene Tusk og Trump ses her ved en tidligere lejlighed. I dag minder Donald Tusk son navnebror om, at USA ikke har så mange allierede. Olivier Matthys/AP
Lyt til artiklen

Den amerikanske præsident, Donald Trump, bør stoppe med dagligt at kritisere europæiske lande for deres militærbudget.

Det budskab kommer fra EU-præsident Donald Tusk, dagen inden Trump onsdag kommer til Bruxelles for at deltage i et topmøde i forsvarsalliancen Nato.

»Kære Amerika - værdsæt jeres allierede. I har trods alt ikke så mange«, siger Tusk tirsdag under en pressekonference.

De hårde ord kommer, efter at Donald Tusk netop har underskrevet en fælles erklæring om et styrket samarbejde mellem EU og Nato.

Danmark er blevet særlig sårbar for Trumps vrede

Her deltog EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, og Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg.

Under Nato-topmødet ventes Trump at kritisere, at især de europæiske medlemslandes militære udgifter ikke nærmer sig to procent af deres bruttonationalprodukt.

Opfordrer til at løfte forsvaret

Men ifølge Donald Tusk skal USA's præsident se samarbejdet med Europa som en investering i amerikansk sikkerhed.

»Amerika har ikke og kommer ikke til at have en bedre allieret end Europa«, siger han.

Ifølge Donald Tusk bruger Europa flere penge på forsvar end Rusland samt det samme som Kina. Og Rusland og Kina vil næppe hjælpe USA under krisesituationer, lyder det.

De europæiske lande bør dog også imødekomme Trump med et højere militærbudget, siger Donald Tusk.

»Kære Europa. Brug flere penge på jeres forsvar, fordi alle respekterer en allieret, som er velforberedt og veludstyret«, siger Donald Tusk.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her