De stadig heftigere ukvemsord mellem USA’s præsident, Trump, og Irans ledere, der vækker mindelser om præsidentens bombastiske ordkrig mod Nordkorea, skaber nu frygt for en militær optrapning – eller måske det, der er værre – ved Den Persiske Golf, som den globale olieforsyning er så afhængig af.
Efter at Trump i et tweet, som han sendte midt om natten mandag, og som han skrev udelukkende med blokbogstaver, advarede den iranske præsident, Hassan Rouhani, om de dommedagsagtige konsekvenser, det vil få for ham og Iran, hvis det truer USA, er spændingsniveauet steget yderligere.




























