Militante angriber jordemoderskole i Afghanistan

Lyt til artiklen

Byen Jalalabad i det østlige Afghanistan er lørdag ramt af en række eksplosioner, og der kan høres skud i samme område.

Angrebet er rettet mod en skole for jordemødre, siger en talsmand for provinsens guvernør til nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Et øjenvidne oplyser til AFP, at mindst tre militante personer angreb jordemoderskolen. Nogle af de studerende er reddet fra stedet, siger talsmanden, Attaullah Khogyani.

Han har ikke umiddelbart nogen meldinger om antallet af dræbte eller sårede.

Røg stiger op fra stedet, hvor både sikkerhedsstyrker og ambulancer haster til.

Angrebet er det seneste i en række angreb, der har ramt Jalalabad i de seneste uger, og som har kostet snesevis af mennesker livet.

Ingen gruppe har umiddelbart taget skylden for lørdagens angreb. Men på det seneste har Islamisk Stat hævdet at stå bag flere angreb i provinsen.

Jalalabad er hovedby i provinsen Nangarhar, der grænser op til Pakistan.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her