Flere dages frygt og mareridt for 141 flygtninge og migranter sluttede tirsdag, da redningsfartøjet ’Aquarius’ efter flere dages diplomatiske tovtrækkerier mellem flere EU-lande fik tilladelse til at anløbe La Valetta i Malta.
Meddelelsen om aftalen mellem 5 europæiske lande kom, samtidig med at organisationen SOS Méditerranée afholdt et pressemøde i Paris om den nye krise i Middelhavet, som nu foreløbig er afværget. Men for holdet omkring ’Aquarius’, som samarbejder med Læger Uden Grænser, er der tale om en midlertidig løsning. Tilsvarende hændelser kan gentage sig, og sorte skyer trækker sammen over redningsindsatsen i Middelhavet.




























