USA bedyrer sin uskyld, mens Tyrkiet svarer igen med told på amerikanske varer

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, fotograferet for nogle år siden med en iPhone for øret. Nu  truer han med at indføre et forbud mod Apple som led i den økonomiske strid med USA. Yasin Bulbul/AP
Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, fotograferet for nogle år siden med en iPhone for øret. Nu truer han med at indføre et forbud mod Apple som led i den økonomiske strid med USA. Yasin Bulbul/AP
Lyt til artiklen

USA afviser blankt at have ansvar for Tyrkiets økonomiske problemer.

Det siger talsmand for USA's udenrigsministerium Heather Nauert tirsdag.

»De økonomiske problemer begyndte ikke, da vi indførte sanktioner på to individer i august i år«, siger hun.

Hun henviser til to tyrkiske ministre, der er blevet ramt af amerikanske sanktioner. Det betyder, at deres ejendomme og værdier, der kanaliseres gennem USA, er blevet indefrosset.

»Det, der sker i Tyrkiet, har årsager, der går langt ud over USA og vores indførelse af forskellige politikker og mekanismer«.

Meldingen kommer, efter at Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har beskyldt USA for at forsøge at dolke Tyrkiet i ryggen i en diplomatisk strid, der har bragt den tyrkiske valuta i krise.

Tyrkiet svarer igen med told på amerikanske varer

På Twitter oplyser Tyrkiets vicepræsident, Fuat Oktay, onsdag, at Tyrkiet vil indføre toldsatser på en række amerikanske produkter »som svar på den amerikanske administrations bevidste angreb på vores økonomi«.

Tyrkiet vil blandt andet indføre øgede toldsatser på biler, alkohol og tobak, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Krisen mellem de to Nato-allierede lande brød ud, efter at Tyrkiet afviste et krav fra den amerikanske præsident, Donald Trump, om at løslade den amerikanske præst Andrew Brunson fra et tyrkisk fængsel.

Brunson mistænkes for at støtte folk, der stod bag et fejlslagent militærkup i Tyrkiet i sommeren 2016.

Eksperter: Tre grunde til at Tyrkiet er så vigtigt for Europa

Trump er fortsat frustreret over, at Tyrkiet ikke vil løslade præsten samt en række andre amerikanske statsborgere, oplyser talsmand for Det Hvide Hus Sarah Sanders tirsdag.

»Vi vil fortsætte med at opfordre Tyrkiet til at gøre det rigtige og løslade disse individer«, lyder det fra Sarah Sanders.

Hun har ingen kommentarer til Tyrkiets trusler om at indføre et forbud mod amerikansk produceret elektronik, såsom Apples iPhones.

Erdogan har tirsdag truet med at indføre et forbud mod Apple under en konference i Tyrkiets hovedstad Ankara.

»Vi vil producere endnu bedre produkter af højere kvalitet, end dem vi køber fra udlandet. Og vi vil sælge dem til udlandet. Vi vil boykotte USA's elektriske varer«, lød det fra Erdogan.

Apples iPhone er ganske populær i Tyrkiet. Alligevel har nogle i befolkningen øjensynligt taget præsidenten så meget på ordet, at de lagt videoer op på de sociale medier, hvor de smadrer deres iPhones.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her