De stærke mænd i Ungarn og Italien gør fælles front mod Macron og de andre fjender

Viktor Orban og Matteo Salvini mødtes tirsdag i Milano. De varslede efterfølgende fælles indvandrerkritisk front frem mod EU-parlamentsvalget i 2019. Daniel Dal Zennaro/AP
Viktor Orban og Matteo Salvini mødtes tirsdag i Milano. De varslede efterfølgende fælles indvandrerkritisk front frem mod EU-parlamentsvalget i 2019. Daniel Dal Zennaro/AP
Lyt til artiklen

Da Viktor Orban og Matteo Salvini tirsdag mødtes i Milano var det på en og samme tid dybt ulogisk og helt indlysende.

Ulogisk, fordi Ungarns premierminister ikke i sin vildeste fantasi kunne drømme om at imødekomme Salvinis krav om, at EU-landene skal tage imod flygtninge og migranter, der ankommer til Italien.

Indlysende, fordi de to borgerligere partiledere har et værdifællesskab i kampen mod indvandring og EU. De beundrer hinanden.

Matteo Salvini er »en helt«, sagde Viktor Orban på et pressemøde i Milano.

»EU's sikkerhed afhænger af hans succes«, sagde Viktor Orban ifølge Reuters.

Europæisk analyse: Populismens hærfører viser vej

De to mænd har i 2018 begge haft yderst succesfulde valgkampe, hvor de har advaret mod »invasionen« af primært muslimske indvandrere til EU. Matteo Salvini har aldrig lagt skjul på, at han ser Viktor Orban som en politisk rollemodel.

Macron og de andre fjender

Lega-leder Matteo Salvini er blevet den stærke mand i koalitionsregeringen med Femstjernebevægelsen på budskaber om at lukke Italiens havne for flygtninge og migranter.

Senest har Italien truet med at blokere for EU's flerårige budget, hvis ikke de øvrige EU-lande accepterer en omfordeling.

Det kommer Ungarn imidlertid ikke til at hjælpe med - værdifællesskab eller ej.

Men i Milano kunne Viktor Orban og Matteo Salvini derimod sagtens blive enige om, at flygtninge og migranter slet ikke skal havde adgang til EU, og at dem, der trods alt kommer, skal sendes tilbage til oprindeslandene.

»Eliten i Bruxelles siger, at det ikke er muligt, men jeg er overbevist om, at det alene kræver politisk vilje«, lød det fra Viktor Orban tirsdag ifølge det ungarske medie magyarhirlap.hu.

Et skud ramte Wilson Kofi i brystet og ændrede valgkampen i Italien

De to partiledere kunne også sagtens enes om at danne fælles front mod en række fælles fjender. Frankrigs præsident Emmanuel Macron især. Men også EU og finansmanden George Soros, der bruger en stor del af sin formue på at arbejde for udbredelsen af liberale værdier i Europa.

»Jeg tror, at der er et skifte på vej i Europa. Det bliver et anderledes Europa end Macrons og Soros'«, sagde Matteo Salvini ifølge magyarhirlap.hu.

Ifølge Viktor Orban og Matteo Salvini står Emmanuel Macron for en politik, der byder indvandring velkommen til EU. Dog beklagede Matteo Salvini sig samtidig over, at Italien afviser flygtninge og migranter ved den italiensk-franske grænse i Ventimiglia.

Orban vil dreje kursen i sit EU-parti

Orban og Salvini varslede fælles indvandrerkritisk front from mod EU-parlamentsvalget i maj 2019. Det til trods for, at deres partier tilhører to forskellige partigrupper i EU.

Orbans Fidesz-parti tilhører den store konservative EPP-gruppe, hvor også Angela Merkels CDU og de danske konservative hører til. Salvinis Lega tilhører den EU-kritiske ENF-gruppe, som også rummer franske Front National og det hollandske Frihedspartiet.

Den pro-europæiske partigruppe EPP bliver ofte kritiseret for at lade Viktor Orban tordne mod EU og afvise at finde fælles løsninger på håndteringen af flygtninge og migranter. Viktor Orban nyder en stor grad af politisk beskyttelse som en del af EPP, men Ungarns hårde kurs mod indvandrere flugter ikke med partilinjen.

Ungarn lader asylansøgere sulte for at tvinge dem til at rejse

De politiske vinde har imidlertid de seneste år blæst i Viktor Orban retning, og den ungarske regeringschef tror, at EPP kommer til dreje kursen yderligere.

»På dette område er der stor debat, også i EPP«, sagde Viktor Orban tirsdag i Milano.

I øvrigt var tirsdagens møde i Milano officielt ikke et møde på regeringsniveau. Legas regeringspartnere Femstjernebevægelsen er slet ikke trygge ved parløbet med Ungarns nationalister.

Giovanni Favia var på vej til tops i Femstjerne--bevægelsen: »Jeg åbnede mine øjne og så zombier omkring mig«

Derfor var mødet »ene og alene et politisk møde« mellem de to partiledere, lød det for få dagen siden i en udtalelse i det italienske parlament fra ledere i Femstjernebevægelsen.

Nilas Heinskou

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her