Et kraftigt jordskælv har kostet to mennesker livet og kvæstet omkring 130 på øen Hokkaido i det nordlige Japan.
Ifølge Den Amerikanske Geologiske Undersøgelse (USGS) er jordskælvet målt til en beregnet størrelse på 6,6.
Jordskælvets epicenter ramte øst for byen Tomakomai, som ligger 68 kilometer fra øens hovedby Sapporo. Rystelserne kunne også mærkes i Sapporo, der har en befolkning på 1,9 millioner indbyggere.
»Jeg er 51 år, og jeg har aldrig oplevet noget som dette. Jeg troede, at mit hus ville kollapse«, siger Kazuo Kibayashi, som er embedsmand i byen Abira, der er en af de hårdest ramte byer.
En af de omkomne er en 82-årig mand, der blev fundet fundet livløs i Tomakomai, oplyser det japanske beredskab. Han er tilsyneladende faldet ned ad trapperne i sit hus under jordskælvet.
Mindst 130 personer er blevet kvæstet i de omkringliggende landsbyer, mens omkring 20 personer savnes, rapporterer den japanske tv-station NHK.
Jordskælvet har forårsaget mindst fire jordskred, som har begravet flere huse og indespærret og kvæstet flere personer.
Et jordskred har blandt andet ramt landsbyen Atsuma, hvor flere lavtliggende huse er blevet begravet. Omkring ti personer i Atsuma er efterfølgende bragt til hospitalet, en af dem med alvorlige skader. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Japans premierminister, Shinzo Abe, siger, at forsvaret allerede har indsat omkring 4000 mand i eftersøgningsarbejdet og planlægger at opruste til omkring 25.000.
»Vi vil gøre vores bedste for at redde liv«, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.
Knap tre millioner hjem på Hokkaido er uden strøm. Ifølge myndighederne kan der gå 'flere timer', før strømmen vender tilbage.
Et atomkraftværk på øen blev midlertidigt sat ud af kraft efter jordskælvet, rapporterer NHK.
En talsmand for den japanske regering advarer lokalbefolkningen om risikoen for efterskælv og opfordrer indbyggerne til at følge med i medierne.
Jordskælvet har ikke skabt risiko for en tsunami, oplyser det meteorologiske institut i Japan.
ritzau




























