På de amerikanske universiteter har de studerende for vane at deltage i såkaldte hazing ceremonies, hvor de bliver tærsket igennem grænseoverskridende og ofte ydmygende indvielsesritualer. Ofte involverer ritualerne ekstreme straffe såsom slag, iskoldt vand i hovedet og andre fysiske udfordringer. Og med ritualerne følger også betydelige mængder af alkohol og spiritus, der fører til akut alkoholforgiftning og - i stigende grad - død.
Derfor har foreningen af amerikanske universitetsklubber og broderskaber indført et forbud mod våde varer med en alkoholprocent på 15 eller derover under indvielsesritualer og andre universitetsfester. Det skal håndhæves inden for et år, siger Heather Kirk, talsperson for North-American Interfraternity Conference (NIC), til The New York Times.




























